Relaterede formater
Om udgivelsen
Selvom sangeren Helene Blum, violinisten Harald Haugaard og pianisten Christoffer Møller har kendt hinanden i mange år og arbejdet sammen siden 2003 udgives først nu deres debutalbum ”Ensomheden synger” som trioen Ophav. Den kunstnerisk proces bag albummet har været seks år undervejs. I arbejdet med udgivelsen ligger en fælles stor veneration for og kærlighed til danske sange. Både de ældre og de nykomponerede.
Enkelhed, inderlighed, kraft, virtuositet, historier og leg er stikord til Ophavs musik og værkerne er en blanding af kendte sange, nykomponerede instrumentalstykker, nye og gamle tekster sat i musik af Ophav, samt versioner af mindre kendte melodier som f.eks. Carl Nielsens version af ”Spurven sidder stum bag kvist”. Albummets sange og instrumentalstykker spænder over Jeppe Aakjær, Ursula Andkjær Olsen, Tove Ditlevsen, Rasmus Zwicki, Pelle Gudmundsen-Holmgreen m.fl. og følger årets hjul fra forårets dans til vintertågen i februar.
Track list
Om artisten
Related products
Featuring
Christoffer Møller er født og opvokset i Løgumkloster, hvor han som ung blev uddannet organist. Efterfølgende blev han uddannet jazzpianist ved Det Fynske Musikkonservatorium og komponist ved Det Rytmiske Musikkonservatorium. Han har en sjælden evne til at forny sit spil i hver en frase og skabe kompositioner, der trods deres store originalitet går lige i øregang og sjæl. Han besidder desuden en fuldstændig umiddelbar og indtagende musikalitet, der drager publikum mod hans musikalske univers. Han har spillet med en lang række danske og udenlandske musikere fra jazz, rock og popscenerne som f.eks. Palle Mikkelborg, Tim Christensen, Søren Huss, Signe Svendsen, Michael Falch og mange andre. Som komponist og arrangør har han arbejdet med de fleste danske symfoniorkestre og big bands, DR vokalensemblet samt DR Pigekoret.
Harald Haugaard har gennem de seneste 25 år etableret sig selv som en af Danmarks fineste violinister. I sit virtuose spil forener han det legende lette med det halsbrækkende udfordrende i en karakteristisk dyb og melankolsk tone. Hans kompositioner er originale og i sit samlede kunstneriske udtryk trækker han bestandigt på dybe rødder i den rige danske musiktradition, som han behandler innovativt og vedkommende som ingen anden. Han er uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium, har turneret over det meste af verden og modtaget en lang række priser for sit nyskabende og entusiastiske arbejde med folkemusik – heriblandt 13 Danish Music Awards.
Helene Blum har bjergtaget mange tilhørere over hele verden med sin klare stemme og rene inderlige udtryk. Hendes kunstneriske ståsted er både det nyskabende og det rodfæstede. Som sanger tager hun udgangspunkt i århundrede gamle sange, som hun genopfinder i nutidige fortolkninger og blander elegant med nye sange, ofte hendes egne. Hun er dybt forankret i det danske musikalske modersmål, men er samtidig ikke bange for at udfordre det. Hun er som de to andre musikere uddannet ved Det Fynske Musikkonservatorium og har bl.a. udgivet fem anmelderroste albums i eget navn og turneret over det meste af verden.