Om udgivelsen
Moments, CD fra Rosengaard Guitar Trio med ny musik for guitar. Rosengaard Guitar Trio, bestående af guitaristerne Niklas Johansen, Michael Norman og Per Dybro Sørensen, har indspillet en CD med nyere værker for guitartrio, - duo og - solo. Det er musik af komponisterne Irina Emeliantseva, Erik Jørgensen, Alexander Radvilovich, Axel Borup-Jørgensen, Per Dybro Sørensen og Erik Højsgaard.
Af de 6 værker er de 5 første-indspilninger, mens der med Borup-Jørgensens værk er tale om en nyindspilning af et betydeligt værk, som ellers ikke er tilgængeligt mere.
Irina Emeliantsevas musik handler tit om associationer fra den ene sans til den anden, og værket ”Moments of Light” handler om forskellige slags lys, omsat til lyd. Lys som bølger, partikler, en bøn til det evige lys eller lysets hastighed. Erik Jørgensens ”Impressioner” for sologuitar fører tilhøreren på en rejse, fyldt med mange forskellige indtryk, som deler sig ud i de tre satsers forskellige væsen. Den første som en kæde af tanker med ofte pludselige indskud, den anden som en smuk melodi tilsat en åben lyd af løse basstrenge. Den tredje og sidste sats er livlig og har rytmiske effekter.
Alexander Radvilovichs ”3 G” er skrevet i en lang sats, som veksler mellem kraftige passager og stilfærdige flageolet-akkorder. Titlen 3 G hentyder til, at den er skrevet for 3 guitarer, som her former en enkelt organisme. Titlen på Axel Borup-Jørgensens ”Poèsies pour la Dame á la Licorne” hentyder til den franske gobelin-serie ”Damen med enhjørningen”. Stykket er for 2 guitarer og er en undersøgelse af den diskrete stemning i gobelinen, fyldt med stilfærdige støjeffekter, jagthorn-citater og brudstykker af en middelaldermelodi. Per Dybro Sørensens ”(som lyden af en klokke i en undersøisk kirke)” indeholder slørede og brustne klokkelyde, som gennemtrænger hverdagens larm og mere stille stunder. De er fortiden, som altid farver nutiden.
Erik Højsgaards ”Equali” er, som titlen angiver skrevet for 3 lige instrumenter, altså 3 guitarer, som spiller ens roller og her indgår i meget smukke klange. Værket har været opført i forskellige udgaver siden 1994, og denne indspilning er af den endelige udgave, færdiggjort i 2016-17.
1. og 3. sats er fastlagt meget præcist i rytmisk forstand, mens de tre guitarister i 2. sats spiller efter et grafisk partitur og uden en fast rytme.
Track list
Om artisten
Niklas Johansen, Michael Norman Sørensen og Per Dybro Sørensen.