Sigurdís Tryggvadóttir
Sigurdís Tryggvadóttir er islandsk pianist, komponist og vokalist bosat i København. Hun voksede op med klassisk klaver og begyndte først at spille jazz i begyndelsen af tyverne. Den klassiske baggrund har sat tydelige spor i hendes musikalske sprog, særligt i hendes harmoniske verden og melodiske tilgang.
Hendes musik trækker samtidig tråde tilbage til den musikalske kulturarv, hun voksede op med i det nordvestlige Island, hvor kormusik var en stor del af lokalsamfundet og familiehistorien.
Sigurdís har skrevet og arrangeret musik for bl.a. Reykjavík Big Band, Winnipeg Jazz Orchestra og Odense Jazz Orchestra. I 2023 var hun finalist i Nordic Composer Contest, arrangeret af Odense Jazz Orchestra. Hendes fortolkning af “I Get Along Without You Very Well”, udgivet i 2023, har opnået mere end 120.000 afspilninger på Spotify.
Sigurdís leder sin egen trio, der har optrådt i både Danmark og udlandet, bl.a. i Harpa Koncerthus i Reykjavík og Nordatlantisk Hus i Odense.
Sigurdís er uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium, hvor hun har afsluttet en kandidatuddannelse som pianist og komponist samt solistlinjen Contemporary Creative Artist i 2026. Den canadiske pianist, komponist og firedobbelte Juno Award-vinder David Braid har gennem flere år været en central mentor i hendes kunstneriske udvikling.