Alexander Bak Trio
Alexander begyndte at spille klassisk klaver som 8-årig. Han opdagede hurtigt, at instrumentet talte til ham på en ganske særlig måde. Musikken blev et uvurderligt fristed gennem resten af barndommen, hvor forskellige psykiske lidelser prøvede hans sind. Som 14-årig blev han introduceret for jazzmusikken og pianister som Bill Evans, Keith Jarret og Jan Johansson. Følelsen af at kunne kommunikere uden ord med sine jævnaldrenede venner gennem den levendegjorte, improviserede musik var en skelsættende forandring – og de næste år dyrkede Alexander jazzmusikken på højeste niveau på konservatoriet. Sideløbende blev Alexander dog også draget tilbage mod den klassiske musik og i særdeles mod musik af J.S. Bach, hvorfor han begyndte at spille kirkeorgel og tage uddannelser i orgel og klassisk musikteori. I hans kompositioner aner man således både en kærlighed til jazztraditionen og en mere traditionel dissonansbehandling.