Om udgivelsen
Publikum er både blevet døbt, viet, og begravet til Anna Kruses musik af Edith Södergrans digte. Og de har grædt, grint, danset og elsket til de smukke svenske toner og tankevækkende tekster.
Den 17. november udkommer ”Himlens Rand”, der er tredje og sidste del af trilogien med Anna Kruses fortolkninger af Södergrans digte. En naturlig forlængelse af de to tidligere udgivelser med musik af Anna Kruse og tekster af Edith Södergran. Samtidig markerer Anna Kruse og Edith Band deres 10 års jubilæum og derfor medfølger en gave i form af en bonus-EP med nummeret ”Till Fots” i seks forskellige versioner.
På såvel album som EP medvirker skuespiller og Edith Södergranfortolker, Stina Ekblad (fra bl.a. Krøniken) med digtoplæsning. ”Da Stina Ekblad også er finlandssvensker, er det nærmest som at høre Ediths egen stemme, når hun oplæser digtene. Det bliver meget autentisk”, siger Anna Kruse.
Ord og toner
Lyrikeren Edith Södergran (1892 til 1923) blev kun 31 år. Hun døde af tuberkulose efter at have levet de sidste seks år af sit liv i armod. Men Södergran var meget mere blot end syg og fattig. Hun var også en ung kvinde med ben i næsen og humor og så var hun forud for sin tid i forhold til dét at kunne ytre sig som kvinde. Södergran nåede ikke selv at opleve den status, hun senere fik som den mest betydelige modernistiske nordiske poet, hvis litteratur er en del af de svenske skoleelevernes pensum og er oversat til omkring 50 sprog.
”Edith Södergrans poesi og Anna Kruses musik og stemme møder hinanden som søstre fra hver sin tid. De går side om side, klangfuldt, drømmende, vildt og vemodigt”, har den finlandssvenske skuespiller og Edith Södergran-fortolker, Stina Ekblad, udtalt om Anna Kruse. Da Anna Kruse første gang dykkede ned i og fortolkede Edith Södergrans poesi, var der noget inde i hende, der faldt på plads. Södergrans digte blev en slags åbenbaring for Kruses musik og forløste noget langt inde i hendes sjæl. Både som menneske og musiker.
"Jeg kunne kende mig Ediths ord. Det gjorde, at jeg pludselig ikke længere var bange for det enkle udtryk i musikken. 50 procent af udtrykket stod Edith for og dermed blev jeg sat fri på en eller anden måde. Det er egentlig underligt, at være besat af disse næsten 100 år gamle digte. Men de giver mig et nyt syn på livet og på mig selv, hver eneste gang jeg læser dem. De hvisker ind i de hjørner af mit væsen som jeg ikke altid er helt bevist om. De indeholder både en storhed og en enkelhed, dybeste alvor med et glimt i øjet, det hverdags-agtige og det helt ud i fingerspidserne eksistentielle. Ediths digte er for mig modsætningernes magi og poesi”, siger Anna Kruse.
Nordisk melankoli og samarbejde
”Himlens Rand” har et lidt mindre jazzet udtryk end Anna Kruses to forrige udgivelser, debutalbummet ”Lyckokatt” i 2009 og ”Champagne Fötter” i 2013, der begge indkasserede et væld af stjerner og rosende ord fra anmelderne. >> Sjældent har jeg hørt så gribende digte fortolket med en så stor troværdighed og tyngde, som her. Champagne fötter fremstår som et dragende smukt, musikalsk/poetisk gennemført hele, som i kraft af kombinationen af Södergrans digte og Kruses vokal griber om hjertet <<, skrev GAFFA bl.a. og tildelte Champagne Fötter hele fem flotte og funklende stjerner.
”Himlens Rand” har, lige som de to tidligere udgivelser, tydelige spor af svensk visetradition og den nordiske melankoli er ikke at fornægte på de 12 numre på det aktuelle album. Anna Kruse kom netop til verden i en lille svensk by midt i den storslåede svenske natur. I snart 20 år har hun været bosiddende på Vesterbro i København og føler sig efterhånden lige så dansk som svensk. ””Himlens Rand” er nok endnu mere ude i de svenske skove end de to andre album var det”, griner Anna Kruse. Anna Kruses faste Edith Band er et samarbejde med musikere fra hele Skandinavien.
Gennem 10 år har Anna Kruse og band turneeret og optrådt med numerene både som solo, duo, trio, kvartet, kvintet og med 50-mands kor, Big Band og børnekor. Denne sommer udgav Anna Kruse ”Noridsk Bigband poesi” med numre fra de tre CD’er i triologien spillet af The Pagsberg Bigband and The Vocals. Edith Band har spillet koncerter og fortolket sammen med skuespillerne Lars Bom og Stina Ekblad. Resultatet er et rutineret, sammenspillet og levende band, som bærer og understøtter Anna Kruses varme og velklingende vokal sikkert fra start til slut.
Medvirkende på ”Himlens Rand”:
- Stina EKBLAD: Digtlæsning
- Lisbeth Diers: Trommer og perc
- Nicholas Kingo: Klaver, sav, synth
- Eva Malling: Bas Gustav Ljunggren: Guitar, flute, basklarinet, viola
- Gunnar Halle: trompet og elektronisk trompet
- Jesper Uno Kofoed: Perc og kor
- August Wanngren: Kor
- John Fomsgaard: Kor
- Mia Engsager: Trombone (kun på album)