Om udgivelsen
VILD OG VEMODIG
”Edith Södergrans poesi og Anna Kruses musik og stemme møder hinanden som søstre fra hver sin tid. De går side ved side, klangfuldt, drømmende, vildt og vemodigt”. Citat Stine Ekblad Finlandssvensk/dansk skuespiller og Edith Södergran fortolker.
På bare fødder og med champagnebrus i blodet bobler Anna Kruses musik over og giver atter nyt liv til den finsk/svenske Edith Södergrans digte. ’Champagne Fötter’ er poetisk, akustisk vokaljazz med tydelige spor af svensk visetradition og nordisk melankoli.
’Champagne Fötter’, som udkommer den 27. maj, er andet albumudspil fra Anna Kruse, som høstede flotte anmeldelser i 2010 med debutalbummet ’Lyckokatt’, som ligeledes fortolkede Edith Södergrans digte.
Anna Kruse beskriver selv ’Champagne Fötter’ som en forlængelse af og et ekko af det første album, og i mødet mellem den råkolde svenske natur og Københavns pulserende storbyliv er sangene opstået blandt glasskår på Vesterbros gader og mossede sten på en ødegård i Småland. Indspilningerne blev turbulente, da Anne op til flere gange mistede stemmen. Hun tog dog konsekvensen og påbegyndte en uddannelse, som førte til, at hun nu er med til at starte Danmarks første akutte stemmeklinik, ’House of Voice’.
Albummet byder på samme stærke besætning som på det foregående - et samarbejde med musikere fra hele Skandinavien, og da sangene er blevet spillet live gennem flere år, er resultatet en enormt rutineret, sammenspillet og levende lyd, som bærer Anna Kruses varme stemme sikkert fra start til slut. Som noget nyt er der denne gang tilføjet forskellige strengeinstrumenter og man kan opleve noget så sjældent som en banjosolo. Søstre i ånden Poeten Edith Södergran voksede op blandt den finske overklasse i et stort hus med tjenestefolk, men endte sit liv i dybeste armod og sygdom. Hendes tilflugt blev derfor i poesien og alle de muligheder og verdener den åbnede. Hun holdt ved til det sidste, fejrede livet på trods og var allermest produktiv de sidste år af hendes blot 31-årige liv.
”Edith lader ikke offermentaliteten tage over. Der kommer svære tider i de fleste menneskers liv. Men det er ikke det, der sker, men hvordan vi takler det, der sker, som former vores liv. Det er en kæmpe udfordring, og hvis jeg kun skulle lære én ting i livet, skulle det være det.” fortæller Anna Kruse. Anna Kruse er siden debutalbummet ’Lyckokatt’ blevet mor til to og har midt i familieræset opdaget, hvor vigtigt det er ’ikke at gå rundt og vente på, at livet skal begynde. Det er her og nu og skal leves – ikke i morgen eller når det eller det er ordnet – men NU! En følelse som Anna også forfølger og vil inspirere sit publikum med.