About the release
Machs musikalske mindesmærker – endelig jazz på dansk! Rikke Mach har i mange år savnet at høre jazzen flette fingre med det danske sprog, og nu sørger hun selv for, at dét sker. Med blidhed, sikkerhed og stærke sange, der holder dig i hånden og kan mærkes dér, hvor det gør godt - og ondt. Voksenmusik for voksne mennesker. Og så endda på dansk.
Albummet ’Ensom Først’ udkommer d.12.marts 2026 og rummer 13 personlige historier og økologisk, håndspillet musik helt uden tilsætningsstoffer, formkrav eller stiløvelser. Rikke Machs musikalske legekammerater, Uffe Steen (guitar) og Jens Jefsen (bas) er det trygge, velspillende, sikre fundament under Machs livsfortællinger.
”De har spillet sammen i en menneskealder, og med dem i ryggen er det muligt at skære alt ind til benet, droppe fyldet, indpakningen og nå ind til det hudløse og ærlige. Hvis jeg døde nu, ville albummet så være et sandfærdigt billede af, hvem jeg var? Svaret er ja. Kald det bare banalt, men mine sange er sange til livet og en smertelig erkendelse af, at vi kun har lige nu,” fortæller Rikke Mach.
Kernen i teksterne er og bliver forbundetheden, relationerne - og kærligheden. For når du står dér ved kanten og ikke ved, om du overhovedet får lov til at være her længere, hvad er der så tilbage?
”Alt det vigtige. Vi er her på lånt tid, så vi må bestræbe os på at gøre det så godt, vi kan -at være ægte og autentiske. Mens vi er her. Lige nu.”
About the artist
Autentisk og nærværende. Stærk og skrøbelig. Levende legesyg og med nordisk melankoli og smukke ord i baglommen.
Det er Rikke Mach – midt i musikken.
Sangskriveren Rikke Mach har sunget hele sit liv, og navnet ringer muligvis en klokke i - især - det århusianske musikmiljø. Så det er en rutineret, voksen kvinde, der forener sin kærlighed til og baggrund i jazzen med sin passion for det danske sprog.
Nu vender hun efter en årrække med sygdom inde på livet stærkt tilbage med albummet ´Ensom først´ -et album med 13 personlige historier og et album med økologisk, håndspillet musik helt uden tilsætningsstoffer, formkrav eller stiløvelser.
Med toppen af dansk jazz i ryggen, Uffe Steen (g) og Jens Jefsen (b), skærer Mach ind til benet, dropper fyldet, indpakningen og sender her et hudløst og ærligt album på gaden.
Med det enkle budskab: Alt, vi har, er nu!
Voksenmusik for voksne mennesker. Og så endda på dansk.