Karen Cecilie Cæsar er en moderne troubadour, der skriver sange om at være menneske i en tid, hvor verdens ydre støj konstant blander sig med vores indre liv. Med en akustisk indie-folk-lyd og en forkærlighed for det nære og eftertænksomme, forener hun personlige fortællinger med et blik på den tid, vi lever i. Siden sin debut i eget navn i 2021 er hun blevet fremhævet på Spotifys New Music Friday, spillet på blandt andet P5 og rost af GAFFAs anmelder, der spåede hende “en lysende fremtid”.

Hun har desuden spillet support for markante danske navne, senest Søren Huss. Cæsar har bevidst dyrket en fysisk og offline tilgang til sin karriere, hvor musikken ikke kun lever gennem digitale udgivelser, men især gennem særlige koncertformater og fællesskabsorienterede begivenheder. 

Cæsar beskriver det således: “Min musik handler om at søge hinanden og finde tryghed i en tid, hvor verden er ekstremt uforudsigelig. Derfor drømmer jeg om at komme så meget som muligt “ud i virkeligheden” med mit seneste album og skabe rum for oplevelser, samtaler og fællesskab. På scener, på græs og på grus. For at ære netop det fysiske rum og det fysiske møde, har jeg besluttet, at pladen først skal ud at leve fysisk - på vinyl - og dernæst digitalt.”