Asger Theilgaard er guitarist, sanger og sangskriver. Han er født i København, opvokset i Skive, uddannet fra musikkonservatoriet i Aalborg og bor i dag i Lystrup, lidt nord for Aarhus.

Han fik sin første guitar af sine forældre som 10-årig, og siden da har instrumentet været en tro følgesvend. I skoletiden og gennem gymnasieårene spillede han i forskellige coverbands, sang i gymnasiekoret og modtog undervisning i guitar på musikskolen. Det var også her, interessen for sangskrivning begyndte at spire, inspireret af kunstnere som Billy Joel, Mark Knopfler/Dire Straits, Queen og mange flere. Interessen voksede, og han begyndte selv at skrive både musik og tekster.

Vejen gik videre til MGK og sidenhen musikkonservatoriet. Her trådte sangskrivningen i baggrunden til fordel for musikalsk fordybelse i teori og instrumentbeherskelse.

Stilistisk spænder Asger bredt – både som musiker og lytter. Han bevæger sig hjemmevant i genrer som pop, rock, jazz, og country. Hans kunstneriske forbilleder tæller både musikere, sangskrivere, forfattere, digtere og billedkunstnere. Blandt de mest markante inspirationskilder er Steely Dan, 10cc, Rugsted & Kreutzfeldt, Bach, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen.

For Asger ligger inspirationen i mange former, og muligheden for at skrive sange, findes overalt. Gennem årene er ønsket om at skrive og indspille et album vokset – og det kulminerer nu med udgivelsen af hans første soloalbum: 10 dansksprogede sange, der afspejler de tanker, følelser og refleksioner, han gør sig om livet og tilværelsen.

Digital formats