Om udgivelsen
Baggrunden for udgivelsen "A Clear Midnight" var et ønske fra komponisten om at få indspillet et antal udvalgte værker af et godt kor. Alle værkerne på albummet har været opført ved flere lejligheder af forskellige kor i både ind- og udland, men at valget faldt på kammerkoret Hymnia er ikke tilfældigt. Morten Poulsen har gennem sit virke i Vesterbro Komponistforening samarbejdet både med Hymnia og dirigent Flemming Windekilde ved flere lejligheder, og koret er et af de ypperste af de gode danske kor, som specialiserer sig i nyere kormusik.
Det har aldrig for komponisten været et mål i sig selv at skrive svært eller kompliceret, men snarere at musikken gerne må have en lethed og en melodiøsitet, i alle stemmer, som gør det let tilgængeligt for både de udøvende og tilhørerne. Det er forhåbningen at dette skinner igennem albummet og gør det umiddelbart og behageligt at høre på, men samtidig giver glæde og nye detaljer ved genhør.
Teksterne er med få undtagelser taget fra de klassiske engelsksprogede digtere, der dog i titelnummeret "A Clear Midnight" er kombineret med en nulevende britisk digters ord. Satsen er både den længste og en udfordrende og storslået afrunding af albummet.