Om udgivelsen
Det legendariske danske instrumental-orkester, Ibrahim Electric, er ikke færdig med at give. Bandet udgiver nu deres 12. fulde album "FAST FIRE" på vinyl samt på udvalgte streamingtjenester.
De tre musikere mødtes to dage i studiet uden nogen form for forberedelse. De ønskede at teste det umiddelbare, og at skabe musikken sammen i studiet udfra den fortrolighed, der opstår gennem over 2 årtiers intenst samspil.
"Normalt øver vi meget op til vores pladeindspilninger. Her ville vi prøve noget nyt. Ideen var, at vi ikke skulle bruge en masse tid på at øve, men blot mødes og i høj grad jamme musikken frem", siger Niclas Knudsen. "Præmisserne var nogle andre end dem, vi plejer at gå i studiet med. Der var skrevet et enkelt tema, en skitse, til nogle af numrene, men det skete også, at vi blot spillede - uden et tema, uden noget som helst. Det kan vi, fordi vi kender hinanden så godt. Og det kom med på pladen", siger Jeppe Tuxen. "Vi ved, hvordan vi påvirker hinanden. Når Jeppe spiller noget bestemt, ved jeg, hvor han vil hen, og jeg kan reagere på det. Niclas kender på samme måde mit spil, vi skal bare trykke på nogle knapper, så er alle med. Det er fantastisk. Det er som et musikalsk ægteskab," siger Stefan Pasborg.
Pladen “FAST FIRE" blev til over to dage i ’The Village’ studiet i København. Resultatet er endnu en smuk ny gryderet af Ibrahim Electric med afsæt i en smeltedigel af stilarter, som bandet bare ønsker at kalde: afrojazzfunksurfpunkrockabillyblues.
Om artisten
I løbet af de sidste årti har Ibrahim Electric været en af de mest populære europæiske instrumentalgrupper. De tre personlige instrumentalister har – udover gruppens egen popularitet – også gjort sig bemærket som nogle af de mest markante på deres respektive instrumenter i Europa. Den danske trio skuffer aldrig.
Deres skæve – provokerende – udadvendte – originale musik stikker fingrene i stort set enhver musikalsk kagedåse og sender perler fossende ud af højttalerne.
Ibrahim Electrics stil er ikke for de pedantiske. Der er elementer af gammeldags soul/jazz – afrobeat – 60’er acid-power-beat – og selvfølgelig trioens varemærke: de hurtige, næsten punkede passager, hvor de tre musikere smelter sammen til én legende organisme.
Relaterede produkter
Featuring
Niclas Knudsen (guitar)
Stefan Pasborg (trommer)
Jeppe Tuxen (hammondorgel)